- Group News

SKAKO CONCRETE SKAKO VIBRATION INVESTOR RELATIONS GROUP NEWS

Newsletter signup

Gennembrud for SKAKO i Australien

May 2, 2012

SKAKO Concrete A/S, som er et datterselskab i det børsnoterede selskab SKAKO A/S med hovedsæde i Faaborg, har netop sikret sig et gennembrud i Australien med en ny ordre på 25 mio. kr til en australsk producent af betonprodukter. Det drejer sig om en større betonblandeanlæg til selskabet Humes, der skal installeres i løbet af foråret 2013.

Med Humes-ordren i hus er døren for alvor åbnet til det australske marked og er samtidig den anden ordre på blot to måneder, da SKAKO Concrete i marts sikrede sig en ordre på 5 mio. kr. til en konkurrerende producent af betonrør. Gennembruddet kommer som følge af en strategisk satsning på at øge salgsindsatsen på en række vækstmarkeder, og Australien har længe været i fokus.

 ”Vi satser massivt på at øge vores salg uden for de etablerede markeder i Vesteuropa, USA og Nordafrika. Det australske gennembrud er kulminationen på vedholdende salgsarbejde, og ordrerne har været ventet i flere måneder," udtaler Lars Bugge, adm. direktør for SKAKO A/S. Han tilføjer, at selskabet venter flere ordrer fra de nye markeder i løbet af 2012. 

SKAKO-gruppen, som også indeholder SKAKO Vibration A/S, har generelt øget omsætningen i de senere år uden for EU´s grænser med en række ordrer til bl.a. Rusland, Malaysia, Zimbabwe, Oman, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Canada og nu også Australien.

Satsningen på vækstlandene og generelt bedring på markederne for begge forreningsområder er stærkt medvirkende årsag til forventningerne om vækst i koncernomsætningen i 2012 og positivt resultat efter nogle svære år.

"SKAKO er kommet rigtigt godt ud af den turnaround, som vi har været igennem. Koncernen står nu godt rustet til at forfølge spændende muligheder inden for vores to hovedforretninger, og derfor forventer vi en positiv udvikling for SKAKO-gruppen i 2012," siger Lars Bugge.

SKAKO omsatte sidste år for 333 mio. kr., hvoraf 93 pct. gik til eksportmarkederne.
Ordren i Australien ændrer ikke på forventningerne til 2012-regnskabet.

 

 

For yderligere oplysninger kontakt adm. direktør Lars Bugge 6311 3860.